Sinclair ZX Spectrum 48k

Engelsk computer – og en af mine computere med den originale kasse!

Min far havde en ZX Spectrum inden jeg blev født og indtil lige efter, som han fik af sin bror – som så mange andre brugere lærte min far at programmere ved hjælp af netop sin ZX Spectrum; man kunne købe blade og bøger med kode til spil og programmer, og fra tid til anden ville der være sneget små fejl ind i teksten og efterhånden lærte min far at se fejlen og rette den i tide.

Selv har jeg ikke haft brugt min, mest af alt fordi jeg ikke har fået sat mig ind i Sinclair BASIC og ikke rigtig har haft en ordentlig båndafspiller til formålet.

Men én ting er sikker! Den har en lækker størrelse, flot design og så er den bare lidt sjovere med kassen til! Dog er grafikken noget mere primitiv end både Commodore 64 og VIC-20.
En ZX Sectrum som denne fylder – uden tilbehør – 230 x 144 x 3 mm og vejer 550g.

Årgang1982
CPUZilog Z80A @3.5 MHz
RAM48 kB RAM
16 kB ROM
LagerTilsluttes normal båndoptager
Andet udstyr, herunder Microdrives kunne også tilkøbes
OSSinclair BASIC

Philips VG8020/40

Min første (og indtil videre eneste) MSX computer: Før Microsoft kastede sig ud i Windows var de en del af MSX projektet sammen med japanske ASCII Corporation som skulle skabe en standard mellem forskellige computerproducenter, så uanset om din computer hed Toshiba, Sony, Philips, JVC – eller Canon eller Yamaha, skulle du kunne bruge det samme hardware og software. Platformen blev lanceret i 1983 og ville senere have flere udgaver: MSX, MSX2, MSX2+ og MSX TurboR (de to sidste kom kun i Japan) – og i den sovjetiske rumstation Mir var der en MSX2 fra Sony.

Denne er en første generations MSX – selvom MSX2 platformen kom i 1985, så det kan give nogle udfordringer med MSX2 udstyr og software, men det er ikke altid tilfældet.

Årgang1987
BundkortRev 4
CPUZilog Z80 @3.5 MHz
RAM80 kb RAM
32 kb ROM
Kan udviddes via expansion ports
GrafikchipTexas Instruments TMS9129NL @ 16 kb
LydchipGeneral Instrument AY-3-8910 lydchip
LagerTilsluttes normal båndoptager eller cartriges indlæses via portene
3,5″ diskettedrev kan tilsluttes, men kræver et Floppy Controller Cartridge på denne og andre MSX(1) modeller.
OSMSX BASIC version 1 – udviklet af Microsoft
ControllerMitsubishi ML-50JY joystick

Digital Venturis 575

En gammel kasse, som meldte fejl i OS indlæsningen da jeg fik den, harddisken var ikke skruet fast og kabinetlåsene var sådan lidt træge. Til gengæld er der tale om vaskeægte nostalgi fra 1995! En original Pentium 5 (altså Socket 5 Pentium) med SIMM RAM og S3 Trio64 på bundkortet.

Noget der er lidt lækkert ved disse gamle maskiner er er hele det mekaniske åbne og lukke system (som man bl.a. også finder noget lignende på min IBM NetVista og HP EliteDesk 800 G1 som der bare er noget lækkert over.

En af de første ting jeg gjorde efter at have lavet en smoke test var at montere harddisken; den lå bare løst under diskettedrevet (som det ses på hardwarebilledet nedenunder). Der sad den som sådan rimeligt i spænd, men jeg syntes trods alt at det ville være bedre at den sad ordentligt fast! Næste punkt bliver så nok at få computeren til at spinne rigtigt, inden jeg så kan komme igang med at dykke dybere ned i den og måske installere mere RAM og muligvis også et lydkort, da denne gamle sag har to PCI-slots (hvor min Compaq Deskpro 590 kun har et enkelt) – og måske en dag også montere et PCI-grafikkort.

Præcist hvilket styresystem der skal på ved jeg endnu ikke – der er ikke super meget saft og kraft i den gamle kasse – og grafikken er nok mest egnet til DOS, selvom den også skulle kunne klare både Windows 3.x og Windows 95. Hvis jeg installere mere RAM burde jeg nok kunne lave en lille Windows-kasse, men jeg tror måske at denne skal være ren DOS når det kommer til stykket.

En af de ting jeg elsker ved at gå i gang med sådan et projekt er al den research om modellen som jeg kan lave, og denne er en FR-920WW-CC og det tyder så på at der er lavet mindst to ændringer gennem tiden: Harddisken er skiftet fra 630 MB til de nuværende 840 MB, og så er der tilføjet et CD-ROM-drev, som dog er rimelig tidstypisk – jeg har DOG ikke kunne finde en produktionsdato, men jeg har fundet driverdatoer fra 1996 og FCC-datoen er fra juni 1995.

Årgang1995 (ca)
KabinetDigital Venturis Pentium Slimline
BundkortVENTURIS Pentium version 2.0 Main Logic Board
CPUIntel Pentium P5 @ 75 MHz
CPU-kølerPassiv, fastmonteret på CPU
RAM2x 4 MB SIMM
= 8 MB
GrafikkortnVidia Riva TNT2 M64 PCI – 32 MB SDRAM
(Onboard: S3 Trio64 – 1 MB
Kan udvides til 2 MB via chip)
LydkortAOpen AW744 (?)
LagerQuantum Trailblazer – 840 MB HDD
Newtronics Mitsumi D359T5 FDD
NEC CDR-273 CD-ROM
PSUAstec SA100-3430 – 100W
OSMicrosoft Windows 98 SE
TastaturIBM Model M (1985-1993)
Microsoft Natural Keyboard Pro (1999-2001)
MusIBM (made by Logitech)